Testkørsel på fliskedlen
Testkørsel på fliskedlen
Siden der første gang blev tændt op i fliskedlen d. 1. oktober 2025, har vi kørt en række tests for at justere og optimere alle indstillinger til at give den bedst og billigst mulige varmeproduktion. I oktober måned producerede fliskedlen 3.700 MWh, svarende til lige knap halvdelen af vores samlede varmeproduktion.
Undervejs i testperioden skal vi afprøve forskellige typer og kvaliteter af brændsler, og det kan indimellem betyde, at der kortvarigt kommer usædvanligt meget røg op af skorstenen eller at røgen er sort i stedet for hvid. En fliskedel er ganske kompliceret og med de mange indstillingsmuligheder der er, kan man ikke undgå, at der undervejs kommer små bump, når alt skal køres ind.
Langt vigtigere er det dog, at vi glæder os over at have fået et stabilt og driftssikkert anlæg med mange muligheder for tilpasning og optimering – og vi glæder os over den flotte bygning der huser det. Begge dele bliver, på hver sin måde, til glæde for varmeforbrugere og gæster i Ringkøbing de næste mange år.