Åbent hus på varmeværkets nye flisværk
Lørdag den 7. marts 2026 dannede varmeværkets nye flisværk rammen om et velbesøgt åbent hus-arrangement. I løbet af dagen lagde omkring 450-500 gæster vejen forbi, og alle aldersgrupper var flot repræsenteret. Gæsterne ankom løbende hen over dagen, med det største rykind i de første timer.
Besøgende havde mulighed for at komme med på rundvisning med guide, se informative skilte om det nye anlæg og få et sjældent kig ind i selve kedlen. Samtidig var der rig mulighed for at stille spørgsmål til både varmeværket og den flis, der anvendes som brændsel.
Medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer stod klar til med glæde og stolthed at vise anlægget frem, og arrangementet blev mødt med mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne.
Efter rundvisningen kunne gæsterne afslutte besøget med lidt godt at spise og drikke i teltet, som var opstillet ved siden af varmeværket.
Vi håber rigtig mange af vores kunder har fået et godt og positivt indtryk af hvordan det nye flisværk virker, og de tiltag vi gør for at komme væk fra naturgassen og over på andre mere bæredygtige energikilder.
Du kan se billeder fra arrangementet i vores billedarkiv.