Ringkøbing Fjernvarme indgår entrepriseaftale på nyt flis-fyret varmeproduktionsanlæg.

13. februar 2024

Ringkøbing Fjernvarme har i samarbejde med Bjarke Paaske Rådgivning og KEM Engineering gennemgået en udbudsproces på et flis-fyret kedelanlæg med tilhørende absorptionsvarmepumpe. Udbuddet er en del af et projekt, hvor der skal bygges en ny fjernvarmecentral på Thorsvej 3 tæt op ad fjernvarmecentralen på Isagervej 41.

I projektet var der fokus på, hvordan der var tænkt på den tekniske opbygning, funktionaliteten, og ikke mindst hvordan kvaliteten var på anlægget. Det var også vigtigt at anlægget havde en god virkningsgrad, der sammen med prisen på anlægget definerer økonomien på anlægget. Det var tilmed et vigtigt parameter, at den virksomhed der blev valgt havde gode referencer i deres organisation samt havde gode referenceprojekter.

Der blev givet tilbud på 5 anlæg fra leverandører, som alle tilbød gode stærke løsninger, men efter rådgivernes evaluering, blev Tjæreborg Industri det anlæg, som der fik den bedste samlede evaluering. På den baggrund kunne Ringkøbing Fjernvarme underskrive entreprisekontrakt med Tjæreborg Industri.

Projektets næste fase vil da være, at der skal findes en leverandør på en bygning. Igennem et samarbejde med tegnestuen ARKIKON skal der findes en leverandør, som skal bygge bygningen til det flis-fyrede kedelanlæg.

Det forventes, at anlægget kommer i drift ultimo 2025.

Anlægget er en del af en større plan, hvor man udnytter den bæredygtige flis’ egenskaber, til sammen med andre tekniske anlæg, at producere bæredygtig varme med en meget høj virkningsgrad.